Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig." (1. Mos. 12,1)

mandag den 10. september 2018

Et farvel til "mit" Montenegro

Hvis jeg skal være helt ærlig, har det taget mig tid at kunne skrive dette sidste blogindlæg omhandlende Montenegro. I skrivende stund har jeg været i Danmark i 2,5 måned og først nu føler jeg, at jeg bare med få ord kan beskrive mit farvel. På en gang føles det så definitivt, samtidig med at jeg blankt vil indrømme, at Montenegro for altid vil have stjålet en lille del af mit hjerte, og at jeg med en vis sikkerhed kan sige, at jeg kommer til at sætte mine ben i landet igen som gæst.

Min sidste tid i Montenegro blev brugt på mennesker. På at nyde de sidste stunder sammen og suge det sidste ud af tiden som udenlandsdansker sammen med mennesker, som på meget forskellige måder er kommer langt ind under huden på mig og ind i hjerte hos mig, og som jeg fortsat vil komme til at løbe sammen med resten af livet.

Den sidste tid


Sideløbende med de store farvel-følelser, der til tider kunne være surrealistiske og en smule overvældende, var der stadig en hverdag at passe. Så midt i pakkeriet og alle følelserne var jeg med til at planlægge en masse af sommerens aktiviteter på trods af, at jeg ikke selv nåede at være med til særlig mange af dem, forsøge på bedst mulig måde at give det arbejde videre, som jeg havde udviklet på og ellers lave det samme, som jeg har gjort i to år.

Samtidig nåede jeg også at have et besøg fra selveste generalsekretæren fra KFS i Danmark, Christian Rasmussen, og min mentor gennem begge år i Montenegro, Thomas Frovin. To ting var på papiret: En form for evaluering af mine år i Montenegro og fremtidens engagement fra KFS i Montenegro. Det har resulteret i, at Martina Petkovski er blevet ansat i en 15 % stilling i fremtiden. Det kan man læse meget mere om her: https://kfs.dk/internationalt/kfs-fortsaetter-stoetten-til-det-kristne-studenterarbejde-i-montenegro/

Jeg er mildest talt lettere begejstret for den nye ansættelse, da Martina har så meget at byde på og give videre til de kvindelige studerende i Montenegro, og så er hun lokal med et dybt kendskab og hjerte for sit eget land. Det kunne jo ikke være meget bedre.

Mange møder blev afholdt på få dage, mens Christian og Thomas var i landet, men det var en fantastisk og givende måde at begynde afslutningsmåneden på. Ikke kun jeg, men hele teamet i Montenegro gav udtryk for, at det havde været til stor opmuntring at have besøg fra Danmark. 



Christian Rasmussen, Thomas Frovin,
Danijel Petkovski og undertegnede i mødedagene i
Montenegro.
Den sidste uge

I den sidste uge op til min afrejse var jeg så heldig at få mine forældre ned til mig. Udover den fantastiske velsignelse de var ved at hjælpe med en helt masse praktiske ting, var det til en endnu større velsignelse at kunne dele overgangen fra et land til et andet med nogle. Der blev blandt andet holdt en lille markering af min afrejse søndagen før, hvor mennesker fra den lokale kirke gav mig noget af et farvel. Den var utrolig rørende, selvom det også var underligt for mig at forholde mig til, at min hverdag ikke længere skulle være sammen med dem.

I hele den sidste uge var jeg nok for første gang nogensinde i mit liv slået lidt af en umulighed i at beskrive og tale om de store følelser, jeg kunne mærke indeni. For de sidste to år har været så mange forskellige ting for mig og uden sammenligning noget af det, der har formet mig allermest som voksent menneske. Derfor blev den sidste uge med mennesker og kirken brugt mest på "bare" at nyde at være sammen - uden for mange ord - og nyde nærheden fra hinanden, mens der engang imellem faldt en kommentar om det snarlige farvel, minder eller et par bevingede ord. Jeg prøvede bare at suge det hele til mig og nyde. 


Den sidste søndagsfrokost i Niksic sammen med kirken.
Da jeg landede i København, skulle jeg ikke længere end til ankomsthallen, før mit "nye" liv ventede, da nogle venner og et par familiemedlemmer bød mig velkommen tilbage til det, der nu er blevet mit hjem igen. 

To års liv i Montenegro

At bearbejde de sidste to års liv i Montenegro er nok en proces, der kommer til at tage mig lang tid, ja måske hele livet, men allerede nu er der nogle ting, som jeg tager med mig, og som altid vil have en stor betydning for mig.

Først er der det mest vigtige: alle de mennesker, som er blevet mine venner, nogle endda en forlænget del af min egen familie, som har åbnet deres liv, familier og land op for mig. Alt fra kollegaer, kirken og de studerende. Det har rørt mig dybt, hvor meget mennesker har taget mig til sig og taget mig ind. Det er ikke noget, der var givet på forhånd, og en gave af en sådan format har jeg ikke og vil jeg aldrig tage for givet. Jeg er uendeligt rørt over det.

Som en forlængelse af det har jeg elsket at arbejde blandt studerende. Der var fra begyndelsen en plads for mig at fylde ud, der kun har vokset gennem de to år, jeg har været der. At bruge tid på især de kvindelige studerende: Investerer i venskaber med dem, studere bibelen, bede sammen og vokse sammen i tro, har været så ekstremt givende. En unik mulighed for at komme dybt med mennesker. Wow. Jeg er stadig i forundring over, hvor heldig jeg var, fordi jeg fik lov til at se mennesker vokse. Det skabte vækst tilbage i mit liv.

Noget jeg også tager meget ydmygt med mig er, at jeg gik lov til at få indblik ind i en kultur, der ligger så fjernt fra den danske også i.f.t. kirketradition ved at få gode venner, der har sin daglige gang i den ortodokse kirke. Det ydmygende kommer i, at jeg er blevet mindet om, at Gud i sandhed står over teologiske retninger, og at jeg tror, at vi kan lære af hinanden, selvom vi skal turde stå ved vores forskelligheder og ære hinanden på trods.

Det sidste jeg vil dele er et utal af minder. Minder om gode samtaler over kaffe enten på caféer eller i private hjem, bjerg hike i overvældende natur, lejre og konferencer, bibelstudier, kristne studentermøder, gudstjenester, frokoster efter kirke, gåture igennem byen med forskellige mennesker, brætspilaftenener, koncerter og andre outreaches på universitet, ture til hovedstaden for at besøge mennesker, et utal af hjemmebesøg, ture til små landsbyer i bjergene, et væld af nye og til tider udfordrende traditioner, besøgende i mit hjem fra mange europæiske lande, der har givet indblik i, hvordan Gud arbejder ud over vores kontinent, hverdagen med indkøb og regninger, der skulle betales og et væld af mennesker, der ville snakke.

Mindst 1000 flere ting kan nævnes, som jeg tager med mig, men dette var, hvad jeg havde valgt at dele med jer. 



Gaven, den lokale menighed gav mig.
Billedet er skåret ud i træ og viser
 en kendt bymur i  kystbyen Kotor.
Teksten nedenunder siger:
"Til Rebekka, vores søster i Kristus.
Du vil altid have en plads i vores hjerter og følelser" 

Tak er kun et fattigt ord 

Selvom det er en af de mest brugte vendinger i vores danske sprog, virker det som det eneste passende i denne sammenhæng. Tak Montenegro for alt du har givet både på de dage, hvor der var lys og lethed, og dagene hvor udfordringer kunne tårne sig op. Jeg ville ikke have været foruden en enkelt af dem!

Og åh, hvor vil jeg blive ved med at bede over Montenegro og tænke på dem med følgende ord fra Salme 73,28: 


"Men at være Gud nær er min lykke,
jeg tager min tilflugt til Gud Herren,
så jeg kan fortælle om alle dine gerninger" 

Må jeg have været værdig til den tillid, der er blevet vist mig.

Tak til alle jer her i Danmark, som på den ene eller anden måde har fulgt med; enten her på bloggen gennem snakket, skrevet, bedt, spurgt ind, båret og besøgt mig. Det har altsammen betydet alverden for mig.

KFS har også bragt en artikel om mine to år i Montenegro. Hvis det kunne have nogen interesse, kan det læses på følgende link:

https://kfs.dk/internationalt/gud-et-lille-land-og-en-masse-studerende/

Tak... Bare tak! 


fredag den 18. maj 2018

Aslan is on the move!

Der har været absolut larmende tavshed på bloggen i noget tid. Stilheden har dækket over en larmende travlhed her i Montenegro. En tid, der har fået mig til at stå i fuldstændig forundring over, hvordan Gud virker i menneskers liv, fordi han kalder mennesker ind i hans kærlighed og inviterer dem ind i en levende relation til ham.

Skænk dig selv en dejlig kop kaffe eller te og træk vejret dybt. Her kommer bare nogle af de mange indtryk fra min mest opmuntrende tid i Montenegro.

Gud er på arbejde! 

For at starte hos Gud, som jeg oplever bekræftet som det ultimativt fedeste sted at starte i alting hver dag, er mine tanker i den sidste måned blevet ledt over i C.S. Lewis' bøger "Narnia". I hans mest kendte bog: "Løven, heksen og garderobeskabet" er der en beskrivelse af løven Aslan, som i det fiktive univers er en gudsfigur. Jeg beklager, at jeg kun har kunnet finde teksten på engelsk, men her kommer den:

"They say Aslan is on the move - perhaps has already landed." And now a very curious thing happened. None of the children knew who Aslan was any more than you do; but the moment the Beaver had spoken these words everyone felt quite different. Perhaps it has sometimes happened to you in a dream that someone says something which you don't understand but in the dream it feels as if it had some enormous meaning - either a terrifying one which turns the whole dream into a nightmare or else a lovely meaning too lovely to put into words, which makes the dream so beautiful that you remember it all your life and are always wishing you could het into that dream afain. It was like that now. At the name of Aslan each one of the children felt something jump in its inside. Edmund felt a sensation of mysterious horror. Peter felt suddenly brave and adventurous. Susan felt as if some delicious smell or some delightful strain of music had just floated by her. And Lucy got the feeling you have when you wake up in the morning and realize that it is the beginning of the holidays or the beginning of summer. (The Lion, the Witch, and the Wardrobe, Chapter 7) 
Gud bevæger sig i sandhed lige nu her i Montenegro på nye og overvældende måder. Gud er landet og er blevet inviteret ind i studerendes liv, der ellers ikke før har kendt ham. Jeg har mødt studerende, der gang på gang søger efter mening, håb, kærlighed, forløsning og tilgivelse, men ikke har fundet stedet, hvor deres sjæl har fundet ro og fred. De har måske hørt sporadisk om Gud gennem deres kulturelle traditioner, men sådan kende ham rigtigt, lært om ham, oplevet ham, har de ikke haft mulighed for før. Og netop beskrivelsen af, hvordan både læseren og de fire børn i fortællingen "Narnia", mærker en forskellighed ved Aslans navn - en gigantisk mening, uden at have mødt ham, er den samme hos nogle studerende her i landet i deres relation til Gud. Især i den sidste 1,5 måneds tid her i Montenegro! Det er som om, at vinterens mørke og kolde tid, ikke bare på et konkret plan, men også et dybere åndeligt plan, har lagt sig, og sommerens lys og varme har fået tag i landet.

Aslan er et symbol på Gud selv.
Stående som en brølende løve  på en bjergtop
forkyndende om de nye tider med ham. 
Fra før jeg flyttede til Montenegro, der for resten betyder "De sorte Bjerge", til nu, er jeg ofte blevet mindet om Esajas' ord i kap. 52,7:

"Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse." 

Jesus er budbringeren selv, beskrevet i Bibelen som Løven af Juda - den stærke og mægtige konge af Judas slægt - der kommer hen over bjergene og forkynder fred og frelse til mennesker ved at tage synden og døden på sig, for at vi kan blive sat fri fra netop disse ting. Montenegrinerne hungrer efter freden og frelsen i ham!

Påskelejr: 

I april måned var jeg i Danmark på en kortere visit, hvor jeg deltog i KFS' påskelejr sammen med en kristen studerende, Marina, og generalsekretærens kone, Martina. Det var virkelig opmuntrende for os alle 3. Lejrens tema var "Guds mission - for os - for verden". Der var omkring 500 studerende fra både de gymnasiale - og videregående uddannelser.

Vi brugte bl.a. tid med forskellige danskere,
der på den ene eller anden måde har været
i Montenegro igennem årerne. Der er mange flere,
end dem, der var plads til på dette billede. 
Om morgenen fulgte vi programmet for de videregående studerendes bibeltimer, der blev ledt af Jens Brun Kofoed og omhandlede Esajas' bog. Bagefter havde vi gruppesnakke om det med andre studerende.


Eftermiddagene var fyldt af forskellige seminarer og tilvalg. Aftenens program var et stort fællesmøde for både gymnasie- og universitetstuderende med skiftende talere fra både ind- og udland. En fælles opmuntring, vi alle tre har taget med, var "Ledersporet", der var spredt over 3 eftermiddage. Sporet udrustede til, hvordan det både kan være spændende, meningsfyldt og udfordrende at være leder i kirkeligt arbejde. Spændende og meningsfyldt fordi det handler om det vigtigste i livet, menneskers forhold til Jesus, og så er der relationer, dynamik og omskiftelighed, udvikling og meget mere på spil. Men udfordringerne er samtidig en masse fx selvforståelsen som leder, prioriteringen af tid og åndelige kampe. Vi oplevede, at der blev sat ord på nogle meget konkrete ting, som vi alle i mere eller mindre grad har stået ansigt til ansigt med, samtidig med, at vi fik redskaber til at sætte endnu bedre rammer i vores arbejde med studerende.

Martina og Marina var ikke de eneste udenlandske
studerende på lejren. Her står de med studerende og
medarbejdere fra Israel, Rumænien og Brasilien. 
Både Marina og Martina var rørt over mødet med så mange unge kristne studerende i Danmark. I et land, hvor der ikke er mange personlige kristne, var det stort at synge lovsang sammen med op mod 1000 unge mennesker og have fællesskab med så mange, der har samme udgangspunkt som en selv, når virkeligheden er, at der er mange, der kommer med hårde anklager mod protestantiske kristne i dette ortodokse land.

Lovsangsaften på påskelejren. 
Personligt blev det også virkeligt for mig, at jeg nu snart skal tilbage til Danmark. Selvom jeg har vidst i noget tid, at min tid her i Montenegro - som fastboende - er slut, og at jeg også i noget tid har vidst, at jeg skal arbejde for Kristeligt Forbund for Studerende i Danmark, blev det en meget større realitet, da mange ønskede mig "tillykke" med det nye job, jeg blev præsenteret som gymnasie-medarbejder i Øst, og at jeg var så heldig allerede nu at møde nogle af de skønne studerende, som jeg er så heldig at få lov til at bruge min tid sammen med i de næste 5 år. Tiden i Montenegro er begyndt at rinde ud...

Balkan Staff Consultation: 

Dagen efter påskelejren sluttede, rejste jeg tilbage til Montenegro for at deltage i den årlige medarbejderkonference i det kristne studenterarbejde på Balkan. Ikke kun for mig, men hele teamet var også dét en meget opmuntrende begivenhed. Det var inspirerende at få chancen for at høre og lære fra andre lande i regionens arbejde. De andre lande, der var repræsenteret var: Serbien, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Bulgarien, Rumænien og Makedonien. Der er et generelt mønster i, at der ikke er mange arbejdere, men høsten er stor. Samtidig er de forskellige medarbejdere ildsjæle, der lægger hele deres liv ned for, at studerende må lære Jesus at kende og følge ham.

Alle deltagerne på Balkan Staff Consultation. 
Hver formiddag fik vi undervisning af Robert Graham ansat i den amerikanske kristne studenterbevægelse; InterVarsity. Han ledte os gennem bibelstudier over de første kapitler i Paulus' brev til Efeserne. En hovedpointe, som jeg tager med mig er, hvor vildt det er, at vi som kristne får lov til at få del i arven, som Jesus har (Ef. 1,11).

Robert Graham underviste om morgenen. 


Vi fik også mulighed for at stille spørgsmål til
Robert omkring livet som
medarbejder i en studenterbevægelse.
Da konferencen blev afholdt her i landet, havde vi også som team nogle forskellige opgaver af praktisk karakter både før, under og efter konferencen. Men det gav os mulighed for at få ekstra indsigt i de forskellige medarbejderes historier og strategier.

LTC i Montenegro: 

I ugen efter påske havde vi besøg af 13 studerende og deres lærere fra KFS' ledertræningscenter (LTC) i 2 uger. Både jeg og resten af EUS-teamet er stadig overvældet over de mange gode historier, der er at fortælle fra deres tid her.

LTC'erne sammen med montenegrinske
studerende på lejr i bjergene. 
Kort fortalt var programmet, at vi havde forskellige begivenheder på universitet og andre lokationer i vores by, hvor vi bl.a. stod for at have et dansk hjørne på universitet og et dansk kultur-event. Udover det fik vi mulighed for at afholde en koncert, hvor vi spillede forskellige kristne sange på en lokal bar og gik på hike, hvor vi også fik tid til at tale med de studerende. Vi inviterede de studerende på weekendlejr på et lokalt skisportssted, hvor vi havde bibelstudier, talere og masser af tid til at være sammen og lære hinanden endnu bedre at kende. I de sidste par dage brugte vi al vores energi på, at vi, i EUS, lærte alle de studerende at kende, som de forskellige LTC'ere havde stiftet bekendtskab med i løbet af deres tid her.

Masser af snakke med
studerende i løbet af "Danish corner".

På hike i bjergene. 

Hike og fællesskab passer bare godt sammen! 
Vi var meget opmuntrede over at se en stor gruppe studerende blive berørt af Gud. ^

Jeg har i mine 7 år i Montenegro været i kontakt med omkring 25 forskellige grupper fra forskellige nationer, men aldrig før har jeg oplevet så hurtige og dybe frugter af noget, som gennem danskernes tid her. Til både vores bibelstudieaften og til vores afslutningsfest havde vi ikke stole nok på vores kontor til de mange studerende, der kom! Det interessante var, at det var første gang, hvor vi direkte havde reklameret for en begivenhed som et ganske "almindeligt" bibelstudium, hvor så mange studerende kom! Og mange tilkendegav, at det havde rørt dem. Efter at danskerne er taget afsted ser vi stadig studerende, der har interesse i at lære mere om Jesus og tage imod ham.

Afslutningsfest for danskerne. 
Det var som om, at denne gruppe fra Danmark fik lov til at høste af alle de mange små frø af Jesus som både de kristne her, missionærer og de mange andre grupper har plantet i byen siden 1996, hvor præsteparret flyttede hertil.

Studerende, der hygger sig med et par danske
piger. 
Det mindede mig om et vers, der har betydet noget for mig igennem mange år, når det handler om arbejdet med kristne studerende her i landet:

Sl. 126,5-7:

"De, der sår under tårer, 
skal høste med jubel. 
Grædende går han ud, 
mens han bærer såsæden; 
med jubel vender han hjem, 
mens han bærer sine neg." 

Som en metafor kan man beskrive jorden her i Montenegro - menneskers hjerter - hård overfor at kende Jesus og tage imod ham i deres hjerter. Mennesker vil langt hen ad vejen virke til at synes, at det der med Jesus er okay, lige indtil de begynder at se, at det kalder på en anderledes livsstil, og at mennesker ikke altid kan lide dig. De begynder at ignorere os i EUS eller kirken, fordi de ikke vil Jesus mere. Hvis de ikke vender Jesus ryggen efter et stykke tid, kan det have alvorlige konsekvenser for dem at leve med ham og dele ham med de mennesker, som de kender og holder af såsom: Social udstødelse, vold, vandalisme eller ignorance. Derfor kan det koste tårer, som denne salme fra Bibelen beskriver det. Det kan være tungt at bære såsæden ud. Men med dette danske team var det som om, at den anden del af salmen kom til opfyldelse gennem LTC'erne. Vi fik lov til - efter så mange år - at "høste med jubel" og at vende hjem med jubel, mens vi bar vores neg.

Man kan altid få gode snakke,
når man er på vej op af et bjerg. Hike med de
studerende, mens vi var på lejr. 

Gud er i sandhed levende og virker i menneskers liv!

Apologetisk event i Podgorica: 

Dagen efter vores farvel til de danske LTC'ere, afholdte vi flere apologetiske (trosforsvar) begivenheder i hovedstaden, Podgorica. Atomfysiker og kosmolog Aleksander Fink fra Tyskland talte over emnet: "Har videnskab begravet Gud?"

Mange mennesker var mødt op for at høre på, Dr.
Aleksander Finks' pointer.

Om formiddagen havde vi et event på et lokalt universitet, hvor de lokale medier også var tilstede. Om aftenen havde vi et event på et lokalt hotel. Om aftenen var der mere end 200 mennesker, der kom og stillede kritiske spørgsmål til taleren.


Som en direkte konsekvens af tiden med LTC'erne og vores apologetiske dag i Podgorica, har vi startet en bibelstudiegruppe i hovedstaden. Det er første gang, siden EUS begyndte i 2009, at vi har haft arbejde i Podgorica! Noget som vi har længes efter i lang tid. Halleluja, Gud er god!

Personlige besøg: 

Som en personlig opmuntring for mig fik jeg en god veninde, Katrin, på besøg i over en måned. Hun er oprindeligt fra Schweiz, men har været på en bibelskole i Finland i det seneste halve år. Hun har været en kæmpe hjælp ift. at hjælpe med LTC'erne, opfølgninger på deres besøg og for mig personligt.


I slutningen af hendes besøg blev jeg velsignet med endnu et besøg. Denne gang fra Danmark hvor mine gode venner Tanja og Andreas kom sammen med deres 2 børn. Det var Tanja, der bragte mig til Montenegro for første gang for 7 år siden, så vi har en masse indtryk, vi kan dele sammen om livet her i Montenegro.
Familien Vilrik Brun sammen med Danijel
(general sekretær), Martina og deres datter
Natalija, 

Opfølgning og overførsel: 

... er overskrifterne for mit liv i Montenegro lige nu og i min tid indtil, jeg vender næsten mod Danmark i slut juni.

Som nævn har vi fået mange nye kontakter gennem LTC'erne og Aleksander Finks besøg her i Montenegro. De fleste af dem her fra byen var unge kvinder, og derfor bruger jeg meget af min arbejdstid på at følge op på dem. Det er utroligt spændende at lære en helt masse unge kvinder at kende og udfordre dem i eksistentielle spørgsmål og i deres tro på Jesus.

Og her komme vi til den anden titel: Overførsel. Jeg står i en realitet, hvor jeg meget snart skal sige farvel til det her land og alle de mennesker, som jeg har lært at kende og holde af. På mange måder i sig selv en underlig, emotionel og surrealistisk situation, men det hele bliver sat lidt mere på kanten, når jeg samtidig lige har lært en hel gruppe nye gode kvinder at kende. Dog står der to kristne kvinder, Marina og Martina, klar til at videreføre de gode relationer, jeg har haft. De brænder for, at studerende må lære Jesus at kende og leve med ham.

Snart er min tid som ansat i EUS og boende i Montenegro slut, så jeg vil nyde min sidste tid her i fulde drag og forberede mig på livet i Danmark, der venter!

torsdag den 15. marts 2018

Besøg!

For kort tid siden - nærmest - stødte jeg på et bibelvers, der ramte mig helt ud af det blå. Det er fra 1. John. 1, 1-4:

"Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livet ord - og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os; det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen." 

Disse ord kom på forunderligste vis til at klinge på en særlig måde i mit hjerte, for det skaber et "drive" i min hverdag og sætter en retning for præcis, hvorfor det giver mening at arbejde i en kristen studenterorganisation, der ønsker, at studerende skal: "Kende Jesus og gøre ham kendt".

Guds ord er i sandhed levende! Mange steder i Bibelen proklameres Jesus som en inkarnation af Guds ord (bl.a. i John. 1). Jesus er ikke bare en inkarnation af Guds ord - han er Gud selv. 1/3 af Treenigheden. I det Gamle Testamente lover Gud Israel frelse og forløsning fra synden og døden. De mange løfter bliver opfyldt gennem Jesus Kristus. Han var og er den eneste som giver liv! Ikke bare giver han liv her og nu; han giver et liv, der rækker langt ind i evigheden, hvor vi kan få lov til at være sammen med ham altid. Ham, der ikke kendte eller gjorde synd, kunne netop tage det hele på sig, ved at han på korset blev ramt af Guds straf over synden: Gudsforladtheden. Det, der drev Jesus, var hans umenneskelige kærlighed til os. Han ville, at vi skulle have en evighed sammen med ham. Han havde en længsel efter at give os et liv i fuld frihed - ikke bare i evigheden - men lige nu og her.

Derfor kan jeg istemme ordene, som Johannes skrev i sit brev. Jeg ønsker at dele, hvad jeg selv har hørt, set og rørt med de studerende, jeg har i mit liv. Jeg brænder for at se dem gå ind i et fællesskab med Gud Fader og Gud søn. Jeg ønsker, at glæden skal være fuldkommen for kristne ved at se, at andre træder ind i fællesskabet med Jesus Kristus. Fordi Guds ord er levende, er jeg drevet til at kalde studerende til at åbne Bibelen for at møde Gud, der står over alt!

Endnu et besøg fra Danmark

I mit sidste blogindlæg fortalte jeg, om danske Karens besøg her i Niksic. I sidste uge, var jeg så heldig at have endnu et besøg fra Danmark, hvor mine forældre kiggede forbi i lidt over en uge. 


Vi brugte nogle dage på at besøge en masse forskellige venner - både af mig og dem - for bagefter at have muligheden for at tage nogle dages fri. Det var en dejligt personlig opmuntring for mig og gav mig et kæmpe skud energi til mine sidste måneder i Montenegro! Samtidig er det skønt at få lov til at dele min hverdag med nogle af dem, der står allertættest. 

Forberedelse til sommeren

Mens mine forældre stadig var her, fik vores organisation besøg af Jimmy Compton, der er leder af sommerens store sport- og sproglejr "Camp Monty". I sidste uge benyttede vi os af muligheden for at have ham her til at afholde endnu en socialaften, hvor Jimmy forberedte vaske ægte Pulled Pork. Det var en rigtig god aften, hvor snakken gik. Det var en dejlig aften, hvor vi fik mulighed for at hygge med de studerende.

God mad, gode samtale og godt fællesskab; så er
der lagt i kakkelovnen til en god aften. 
Ellers bruger Jimmy sin tid her på at forberede sommerens lejr ved at mødes med samarbejdspartnere, fremtidige partnere og studerende. Alt sammen for at børn og unge i vores by kan få et møde med Jesus. 

Studentermøder

I slutningen af februar måned afsluttede vi vores forløb med bibelstudiematerialet "Uncover", der er lavet til at have bibelstudier med ikke-kristne studerende. Forløbet har skabt nogle nye refleksioner hos nogle af de studerende, som er ret så spændende at følge og arbejde videre med sammen med dem. Det bliver spændende at se, hvor deres spørgsmål og indtryk vil rykke dem hen i de næste måneder. 



For to uger siden havde vi besøg af det engelske ægtepar David og Mary Brown, der til dagligt bor i Paris. David er tidligere generalsekretær for den franske bevægelse og arbejder i dag som præst i en kirke i Paris. Selvom de egentlig var i Montenegro på en privat ferie, havde de fået lagt på hjerte at besøge os og dele et kristen perspektiv på begrebet "identitet". 

De studerende lytter intens, mens David deler og
underviser.

Der blev også plads til lovsang og bøn.

Først delte David nogle generelle filosofiske og historiske perspektiver på begrebet for derefter at pege på det fuldstændige overraskende perspektiv, som kristendommen har på begrebet. Det var utroligt spændende og meget opmuntrende. 


David og Mary fik også mulighed for at bruge lidt
tid sammen med Danijel og Martina. 
Til denne uges studentermøde havde vi æren af at få endnu et besøg af Prof. Dr. Davis fra USA. Han delte nogle refleksioner over emnet: "Hvorfor skal vi arbejde? - et bibelsk perspektiv på balancen mellem arbejde og hvile". 

Davis er bl.a. medstifter af to firmaer, der vejleder firmaer, der har fokus på sunde finanser og bankforbindelser. Hans Ph.D omhandlede International udvikling ved Southern Mississippi University. Og på nuværende tidspunkt underviser han på William Carey University i fagene: Økonomi, iværksætteri og finans. 

I hans tale pegede Davis på nogle hovedpointer ift., hvorfor Gud har kaldet os til at arbejde. Vi er kaldet til at ære og herliggøre ham gennem vores arbejde. Igennem det former Gud os til at ligne ham mere og mere.


At vi havde en professor med doktorgrad på besøg, gav os mulighed for at invitere en bredere gruppe af mennesker til aftenen. Derfor havde vi også nogle lokale forretningsfolk, der kom. Aftenen skabte spændende diskussioner og samtaler.    


Påskelejr

Her i slutningen af min blog vil jeg lige gøre en lille smule reklame for KFS' påskelejr, hvor både jeg selv og to montenegrinere kommer med. Lejrens tema er: Guds mission - for os og for verden. Jeg har læst programmet ret grundigt, og det er virkelig spændende og udfordrende! Derfor: Er du studerende i gymnasiet eller på universitet, så få dig tilmeldt nu, hvis du ikke allerede har gjort det!

Du kan tilmelde dig og læse mere her:

http://paaskelejr.dk/

tirsdag den 27. februar 2018

Således blev 2018 kickstartet!


I sidste blogindlæg føltes det lidt som en en stille opvågning til 2018, men nu, næsten en måned efter, føltes det så helt modsat! Nu er 2018 blevet kickstartet på allerbedste måde! 

Vejen, sandheden og livet 

I den sidste tid er der et vers fra bibelen, der er blevet ved med at klinge i mit indre. Jeg har lige som ikke rigtig kunne slippe det; mest af alt fordi det provokerer mig i måden, som jeg forholder mig til min egen tro og italesætter den overfor andre på. Det er skriftstedet fra Johns. 14,6, hvor der står:

"Jesus sagde: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden med mig?"


Jeg har taget mig selv i at sige til mennesker, jeg møder: "Jeg tror, at Jesus er sand, derfor er jeg kristen". Og i teorien er det jo også helt rigtigt og korrekt. Men dette vers har fået mig til at indse noget. At jeg begrænser sandheden omkring Jesus enormt meget ved at sige den ovenstående sætning. Jeg er IKKE kun kristen, fordi jeg føler, tænker eller gennem et personligt ræsonnement er kommet frem til, at Jesus er sand. Jesus er Gud selv og beskriver sig selv som vejEN, sandhedEN og livET. At Jesus er vejen, sandheden og livet er et faktum, der ikke afhænger af mig. Gud er ubeskriveligt meget større end mig! Der står netop ikke bare i sætningen "en vej, en sandhed og et liv". Han er den eneste løsning på det hele! Den eneste! Og det afhænger ikke af nogen anden end ham!

En anden tanke der ramte mig i mine refleksioner over dette bibelvers binder den første og den anden del af verset sammen. "... ingen kommer til Faderen uden ved mig". Jeg tror, at mange af os - kristne såvel som ikke kristne - har oplevet, at tro og religion nogengange kan blive så overvældende, at ens hjerne og hjerte på ingen måde er i stand til at rumme det. En teori, jeg har gjort mig er, at vi kan have svært ved at rumme, at vi har brug for Gud. At det virkelig kan stå så slemt til, at vi har brug for Gud til at redde os. At der er et liv ud over vores fatteevne, som vi får givet gennem Jesus, som levede et liv mere sandt, end nogen af os, fordi han kunne leve det uden synd, ondskab og en brudt relation til Gud Fader. Han kunne netop leve det sande liv, som ingen af os andre kan, for at skabe vej for os til det evige liv sammen med ham, hvor død og synd ikke har plads! Derved vil vi kunne istemme den desværre ny afdøde præst Billy Grahams ord om sin egen jordiske død:
"En dag vil du høre, at Billy Graham er død. Tro ikke på det. På den dag vil jeg være mere levende, end jeg nogensinde har været". 

Jeg er blevet udfordret af dette til at tænke (måske en smule radikalt og provokerende endda også for mig selv), at når mennesker spørger mig, hvorfor jeg er kristen, kan der kune være ét svar: FORDI JESUS ER SAND.

Social-hygge-aften

Vi begyndte dette semester med en social-hygge-aften med hjemmelavet pizza hjemme hos Danijel (generalsekretæren) og Martina (hans kone). Ordet "hygge" er blevet et internationalt ord, både fordi det er blevet optaget i det engelske sprog, at der er opstået institutter, der forsker i ordet og ved at bøger er blevet skrevet om vores dejlige danske ord. Jeg har opdaget, at ordet er nået herned også. Og netop det har fået os til at indse, at de er en fantastisk måde at dele tro og liv på med studerende! Det var i sandhed en hyggelig aften.

Martina havde lavet både hjemmelavet pizza og kage med en lille hjælp fra mig og andre. 

Indrømmet! Det er et billede, der har nogle
år på bagen, men det så cirka sådan ud også denne
aften! 
Grunden til at vi besluttede os for at starte året med en hygge-aften var, at vi gerne ville invitere nogle studerende, som ikke endnu kommer til vores ugentlige aktiviter. En stor del af vores dagligdagsarbejde består i at mødes med studerende, som ikke er kristne: lytte på dem, dele vores liv og tro med dem og invitere dem ind i vores aktiviter for, at de kan lære om, hvem Jesus er. Samtidig ville vi gerne bare bruge kvalitetstid sammen og hygge. Aftenen var god, givende og social. I sandhed en dejlig og god måde at starte dette skoleår op på.

Selvom generalens ansigt er fortrukket i en seriøst
mine, så var det virkelig hyggeligt og godt. 

Alle samlet til det obligatoriske gruppefoto i
sofaen.
Studentermøder

De første ugers studentermøder har bestået af, at vi har afsluttet bibelstudiematerialet "Uncover," der er udviklet af den engelske studenterbevægelse UCCF. Det skabte nogle virkelige gode refleksioner og spørgsmål hos de studerende, der kom. Og det vil vi helt sikkert bruge de næste studentermøder på at arbejde videre med! 



Kvindemøde

Selvom det ikke direkte er en del af studenterbevægelsens arbejde, har jeg alligevel lyst til at nævne et nyt tiltag, der er blevet startet i kirken. Det er et månedligt møde for kvinder, der enten kommer, eller på anden måde - fx gennem deres mænd - har en tilknytning til kirken.

Det giver bare så god mening. Montenegro har en tendens til at være noget mere kønsopdelt, end vi er vant til i Danmark. Og nogengange skaber det en større tryghed for kvinderne, når de kan mødes uden mænd. Der bliver skabt et rum, hvor man tør åbne sig mere. Samtidig taler bibelen i mange forskellige sammenhænge om, at kvinder skal bruge tid på at opmuntre hinanden på tværs af aldre. Vi bruger tid sammen på at dele, hvad der sker i vores liv. Der bliver holdt en andagt. Og så beder vi sammen og for hinanden. Allerede ved første møde oplevede vi, at kvinderne åbnede op på helt nye måder, end vi er vant til - også ift. deres trosliv. Så personligt er jeg spændt på at se, hvad fremtiden vil åbne op for i mellem kvinderne i kirken. 

Danmark i Montenegro på så mange måder

Danmark i Montenegro er nok én af mine ynglingstemaer i mit liv. Og heldigvis et tema, der bestemt ikke står stille hernede.

I noget tid har jeg længes efter at møde et menneske, der som mig, både har Danmark og Montenegro indenunder huden, og som jeg på en eller anden måde kan dele den kulturelle splittelse med. På allermest forunderlige vis har jeg mødt en familie, der er fra Montenegro, men har boet i Danmark i 16 år. Hvor har det allerede været til velsignelse i mit liv. Der er blevet så meget frisat i mig i vores møde. Og hvor er frasen: "Tak er kun et fattigt ord", passende i denne sammenhæng.

For nogle uger siden havde jeg så mit første, ud af mange besøg i de næste par måneder, fra Danmark. Jeg fik besøg af Karen, en pige, der gik på KFS' ledertræningscenter (https://ltc.kfs.dk/), sidste år, og som var hernede sidste forår med et team (læs eventuelt mit tidligere indlæg: http://rebekkaiverden.blogspot.com/2017/03/danmark-i-montenegro.html). Det var super hyggeligt at have hende her. Vi brugte tiden sammen på at mødes med nogle af de studerende, hun blev venner med sidste år. Det var virkelig meningsfyldt og skønt at have en anden dansker her, som kendte lidt til kulturen allerede, og som også har en kærlighed til landet og de studerende! 


Sådan kan valentinsdag også fejres, når to danskere er
i landet. Efter vores almindelige studentermøde tog vi
på en af byens caféer og lytter til jazz og hang ud. 
Ellers kan jeg i allernærmeste fremtid se frem til at få mine forældre på besøg. Det bliver i særdeleshed hyggeligt og godt.

Arbejde - on the side

Midt i alle mulige indtryk, besøg og hverdagens arbejde med studerende, er der også nogle ting, som jeg og hele teamet er i gang med at planlægge til den nærmeste fremtid.

Jeg kommer en smuttur til Danmark på påskelejr (dem af jer, der er studerende, få jer nu tilmeldt: http://paaskelejr.dk/ !), hvor jeg tager en studerende og generalens hustru med mig. Det glæder vi os vanvittigt meget til! I sekundet vi lander i Montenegro, skal vi videre på Balkan Staff Consultation, der er en konference for alle de kristne studenterbevægelser her på Balkan. Det sker heldigvis her i Montenegro ude ved kysten, så vi ikke er så lang hjemmefra. Da det netop bliver holdt i vores land, har vi som team nogle forskellige ting, vi er med til at stå for og planlægge. Samtidig glæder jeg med til at høre om, hvad der sker i de andre lande her på Balkan og få noget inspiration til arbejdet her i Montenegro. 

I april har vi endnu engang æren af, at få besøg af et team fra KFS' ledertræningscenter. Der er jeg bindeled i planlægningen mellem Danmark og Montenegro. Der er nogle nye og spændende tiltag, som vi arbejder på, og nogle praktiske ting, der lige skal falde på plads. Men der er heldigvis tid endnu.

Og så er der muligvis en team til, der kommer lige før sommerens aktiviteter begynder fra en anden studenterbevægelse! 

By the way

Til dem af jer, som ikke allerede ved det af andre veje, kan jeg dele, at jeg til sommer kommer tilbage til Danmark, hvor jeg er så heldig, at skulle arbejde for Kristeligt Forbund for Studerende som gymnasiesekretær i Østdanmark. Mildt sagt kan jeg afsløre, at jeg er lettere begejstret over udsigten til fremtiden, selvom det også betyder, at jeg skal sige farvel til Montenegro og studenterarbejdet her. Og det er bestemt ikke nemt! Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at nyde mine sidste måneder i dette vidunderlige land!
https://kfs.dk/organisation/kfs-praesenterer-nye-sekretaerer-til-nord-og-oestdanmark/

fredag den 26. januar 2018

At tage imod det nye år!

Nu er ferien sluttet! Ikke bare for mig, men for hele vores team.

Siden jeg har ankommet til Montenegro for nogle dage siden, har solen stået højt på himlen, skyerne ikke været til at skimte og plus graderne været til at mærke! Det står i særdeleshed i kontrast til sidste års over minus 20 grader, isede veje, som man skulle passe på at begive sig ud på, og sneen, som man skulle kæmpe sig igennem. Det er en skøn og livsbekræftende måde at begynde semestret og det nye år på.

Hvor skal vi gå hen? 

Året starter for mange - inklusiv mig - med mange spørgsmål om, hvad der skal ske, og hvor man skal gå hen. Nogle gange kan svarene være sværere at se og finde. Men det følgende sted i Bibelen har runget i mit hjerte siden de første dage af året: 

"Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Matt. 6,33).

Hvor er der på mange måder en befrielse i ordene:"...søg først". Her bliver prioriteringen giver. Vi må søge Guds rige og hans retfærdighed, før noget andet. Guds rige og hans retfærdighed dækker over noget utroligt kontroversielt. Det handler om, at vi lægger vores egne idéer væk for at se, at Guds rige rækker fra begyndelsen af verdens historie; den gang, at Gud selv så, at "alt var godt"; og helt ind i evigheden på den nye jord! Der, hvor synden ikke på noget tidspunkt eksisterer, men hvor det er Guds egen eksistens der helt alene fylder os op. Han rene, gode og evige kærlighed til os. Der, hvor uretfærdigheden ikke får et ben til jorden, men den fulde retfærdighed, den sande dommer over verden får lov til dømme med - ham, der kun er kærlighed. Lad os i 2018 sætte ham først i vores liv og lade alt andet springe ud derfra.

Danmark ind i stuen

I de to sidste uger af året havde jeg endnu et besøg fra Danmark, hvor min veninde kom for at fejre jul og nytår med mig. Aldrig har det været vigtigere for mig at holde fast i de danske traditioner end ved at flytte til udlandet, så det var skønt at have selskab af en anden dansker.

Malene og jeg på eventyr i Montenegro
Året afslutning 

Vi afsluttede året på allermest livgivende vis. Som team havde vi et stort outreach imellem jul og nytår, hvor vi julegaver ud til 2300 børn og unge. Vi besøgte 6 - 7 skoler, der lå spredt i hele regionen. Vi blev virkelig godt modtaget ude på skolerne af både elever og lærere, der var fulde af forventning og glæde. Sammen med gaverne, fik børnene præsenteret det gode budskab om, at Jesus er kommet til verden for at frelse alle. Og at det er den største gave, vi kan få i vores liv.

Min chef, Danijel, giver gaver ud på en skole i
regionen

Danijel deler juleevangeliet med en gruppe
elever på en lokal skole

Elever med julegaver

Eleverne venter tålmodigt på, at det er deres tur
til at få en gave
Hele periode endte med en 12 timers lang arbejdsdag i det lokale teater, hvor vi havde 500 romaer og 500 lokale børn, der kom for at få gaver over 10 omgange. I hver runde brugte vi tid på at dele en kort andagt om hovedbudskabet af julen: Jesus! Det var utroligt opmuntrende at se glæden hos børnene og forældrene, samtidig med at vi fik delt Jesus med den by, vi bor og arbejder i.

Børnene fra det lokale roma-samfund var mødt
op for at få en gave
Danijel forklare til børnene og deres forældre om,
hvem vi er, og hvorfor de får gaver



Børnene får gaver: en efter en

Det nye år

Både for mig selv og hele teamet har januarmåned stået på ferie, da julen bliver fejret d. 7. januar, hvorefter en intens eksamensperiode startede på både universitet og gymnasiet. Men langsomt er vi begyndt at starte alle vores aktiviteter op igen: Forskellige bibelstudiegrupper, studentermøder, Conversation Club og spilaftener. Samtidig har vi en masse studerende, som vi ikke har set i noget tid og derfor også mødes med.

Vores tid i teamet bliver i disse dage også brugt på at forberede dette semesters ekstra aktiviteter. Vi har bl.a. forskellige grupper, der kommer for at hjælpe os henover foråret og sommeren.
Samtidig er jeg også ved at få en masse forskellige private besøg fra mennesker i Danmark, der har lyst til at komme forbi, lagt i kalender. Der føler jeg mig vildt privilegeret og heldig.

fredag den 15. december 2017

Det er de små skridt, der tæller!

Igen er det blevet tid til at give lyd fra mig her i Montenegro. En uge følger den næste og lige pludselig er der gået over en måned siden sidst, jeg har delt noget fra mit liv her i Montenegro.

Hverdagen

For det meste af både min, og resten af teamets tid, handler om at leve i hverdagen; mødes med studerende hver dag for at dele liv og tro med dem og bruge tid på vores ugentlige aktiviteter: Fodbold, pige bibelstudie, studentermøder, Conversation Club og spilaftener. Sådan er det ofte, at tingene er: Vi lever vores liv, mens vi gør vores bedste for at herliggøre Gud og pege på alt, hvad han er.

Alligevel er der selvfølgelig nogle oplevelser, besøg og tiltag, som jeg vil dele med jer.

Studentermøder

Siden sidste blog har vi startet en serie af bibelstudier til vores ugentlige studentermøder. Materialet, vi bruger, er udviklet af den engelske studenterbevægelse (UCCF) og hedder "Uncover - undersøg det selv". Materialet er fornyligt oversat til serbisk og tager dem, der bruger det, gennem Johannesevangeliets historier om Jesus og temaer, som han peger på.


I sidste uge valgte vi at holde en pause i bibelstudiet, da vi havde et ret så opmuntrende besøg af et amerikansk ægtepar, Chad og Lauri Lackey, der er gamle venner af vores organisation. De var her i knap 2 dage, men de havde tid til at dele et levende budskab, de havde på hjertet til de studerende. Jesus kom til verden som den største tjener af alle, da han gav os liv gennem sin død og opstandelse. Når vi ser alvoren af dette, før vi også en lyst til at følge hans eksempel og give os hen til andre. Det rørte de studerende, der kom, dybt, og de begyndte selv at dele historier fra deres liv, hvor de havde set Jesus kærlighed få handling og krop gennem kristne.

Chad og Lauri til vores studentermøde. 

Et besøg fra Camp Monty, vores sportslejr

Tidligere i denne måned havde vi også besøg fra Camp Montys leder, Jimmy Compton. Han kommer nogle gange i løbet af året for at følge op på relationer fra lejren og foreberede næste års lejr. Selvom han kun var her i et par dage, hvor der var travlt, formåede både han og vi, at invitere til en social aften, hvor vi serverede forskellige amerikanske retter. Det gav os en god mulighed for at bare at "hænge ud" med de studerende og tage os tid til at lytte og snakke med dem. 

Der var mere end nok mad
til alle. 

Pigesnak i sofaen. 

En stue fuld af menneske: mad, fællesskab, musik og
god snak! 

Finland

I begyndelsen af måneden var jeg også på en kortere rejse til Finland for at besøge en bibelskole, der bl.a. er støttet af den finske studenterbevægelse OPKO. Linjen, jeg deltog i for en lille uge, er en international lederlinje, der især har fokus på bøn for Europa. Jeg fik mange nye input. Mange, der går der, er også mine venner, så det var også til stor personlig opmuntring for mig. 

Med nogle danske venner i Finland. 

Julegaver til byens børn

Gruppen af mennesker, der hjalp sidste år. 

Dette er grunden til
at det giver mening at gøre! 

Danijel, generalsekretær af den montenegrinske
studenterbevægelse, deler julens budskab!

Som nogle af jer ved komme jeg ikke hjem til jul i Danmark i år, men venter indtil januar. En af grundene er, fordi vi i EUS har en stor begivenhed i dagene efter jul. I samarbejde med organisationen "Samaritan's purse" og nogle af kirkerne i landet, vil vi give 2-3000 julegaver ud til byens børn, der er doneret af børn fra mere velstående lande. Med julegaven får børnene og i nogle tilfælde også deres forældre præsenteret julens budskab om, at Kongernes Konge er blevet født i verden for at frelse mennesker. Vi er kun ganske få om opgaven og ved at dagene bliver intense, har jeg hørt fantastiske historier fra tidligere år om, hvor glade børnene bliver, og hvordan vi kan udvide den gruppe af børn og unge, som vi arbejder med. Det er der, vi ved, at det er det hele værd! 

Lys i mørket

Det er ikke en hemmelighed for nogle, at julen nærmer sig med hastige skridt. Og selvom at julen først bliver fejret d. 7. januar her i andet da de følger den ortodokse kirkes kalender, begynder julens budskab at vækkes i mig. For nyligt hørte jeg en beskrivelse af Balkan, som kirkegården for missionærer. Det er bestemt ikke en ensidig beskrivelse af området, jeg bor i, og det er måske også en smule pessimistisk. Men det dækker over noget helt grundlæggende ved mennesker: Vi afviser Gud i vores liv. Synden har overtaget vores indre og den verden, vi er en del af, og vi kan ikke komme ud af det selv. Vi havde og har brug for en, der står uden for synden selv, står uden for denne verdens mørke, der kan redde os. Og kun Gud slev gør det! Bibelen beskriver det sådan:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (...) Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på han navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh. 1,1-5 + 9-15).

Gud selv, Jesus, der var tilstede ved skabelsen, Guds eget ord, der skabte, bandt sig til en menneskekrop. Han måtte lære alting på ny, på trods at han havde skabt alting! Han måtte lære at spise, gå, regne, bygge, tale, lege; ja alt, hvad et almindeligt menneske skal igennem i livet, men samtidig alt dette, var han Gud selv. Tænk sig, at universets skaber elsker hver enkel af os så højt, at han er villig til det. Men endnu vildere bliver det, når vi ser fremad mod påsken. Gud selv, dør for at have en evighed sammen med os. Os, der er indfanget af denne verdens mørke. Han slog døden, der er konsekvens af synden, da han stod op af graven. Han gav os liv både i livet nu og for evigt sammen med ham, hvis vi tager imod hans gave, han rækker frem til os ved at blive født som et lille barn julenat. Lad os klamre os til ordene som Esajas gav os, der er så fyldte af håb!

"Det folk, der vandrer i mærket, skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land"
(Es. 9,1)